JENS CHRISTENSEN: "Lige nu", (Exlibris)

Er man romantiker, kan lide lækkert serveret dansk vise-musik og -sang, så har Jens Christensen ramt plet. Med hans første solo-LP - han har tidligere udsendt "200 gram blandet" sammen med Erik Grib - har han fået chancen til at stå på egne ben og man fristes til at opfordre ham til lynhurtigt atter at gå i studiet.

Jens er en habil guitarspiller og har sin folkesanger-opvækst i 70'erne hos forskellige skotsk/irske grupper, bl.a. McEwans Export. I det sidste års tid er det udi det danske, han har gjort sig sammen med Erik Grib, og nu altså første forsøg på at stå alene - på plade.

Alene er måske så meget sagt. Han har klogt lænet sig ikke så lidt op ad den eminente Peter Abrahamsen. Både benyttet ham som producent, som musiker og ikke mindst som tekstforfatter. Peter er en uforbedrelig romantiker i sine tekster og jeg nyder dem. I særdeleshed når de serveres så lækkert som her. Men det er også visekunstens garvede gutter, han har taget med i studie.

Det er navne som Henrik Simonsen, Ole Berg, Øjvind Ougaard, Erik Grib og Peter. Pladen er lækker, hverken mere eller mindre.